onsdag den 17. juni 2015

Hæklet babyjakke

I foråret hæklede jeg denne skønne jakke til yngsteynglet. Opskriften er af Sys Fredens og fra bogen "Babyhæklet". Jeg har hæklet den af "Strømpegarn" fra søstrene Grene (50% uld, 50% akryl) og der gik næsten 7 nøgler til (knap 350g). Den er hæklet på en nål 4,5, så lidt større end opskriften foreslår. Farven snyder lidt, den er mere lilla i virkeligheden. Jakken blev til den store side, så hun passer den forhåbentlig fint til efteråret. Nu er det jo (heldigvis!) for varmt til sådan en tyk sag.


Tak fordi du læser med!
- Christina. 

søndag den 17. maj 2015

Hæklet babykjole


Ser kjolen bekendt ud? Så er det nok fordi du har set den før! Familiejournalen udgav denne gratis opskrift på babykjolen i Juni 2014 og siden er den blevet vist utallige gange på diverse hæklesider og blogs. Men nu får i den altså lige en gang til.






Min tanke var egentlig at sy kjolen sammen bagpå, men den blev simpelthen for smal til at det kunne lade sig gøre. Men den er nu ret så skøn alligevel, hvis jeg selv skal sige det. Kjolen fik sin debut til min mors 50 års fødselsdag.

Tak fordi du læser med
- Christina.

onsdag den 29. april 2015

Lille sky gik morgentur



Ældste-ynglets yndlingssang for tiden er "Lille sky gik morgentur". Den skal synges hver aften når det er puttetid. Så jeg har hæklet denne pyntesky, den vakte stor begejstring!


 

Opskriften på skyen har jeg fundet her.
Rent faktisk fandt jeg i første omgang opskriften via denne blog. Det er også hendes opskrift på dråberne jeg har brugt (jeg fandt det væsentlig nemmere end den oprindelige opskrift!)

Tak fordi du læser med!
- Christina.

tirsdag den 28. april 2015

Hæklet bøllehat

For nylig hoppede denne hæklede sommerhat til yngste-ynglet af nålen.



Opskriften er min egen, ligeså er den unge dame. For en gangs skyld har jeg formået at skrive ned hele vejen igennem og kan derfor stolt præsentere min allerførste hjemmegjorte hækleopskrift!
Inspirationen har jeg fundet hist og pist. Jeg har ikke opfundet den dybe tallerken og der findes sikkert allerede noget derude der ligner, men opskriften er nu også yderst simpel.
Hatten er hæklet i merciseret bomuld 8/4, på pind 3,5. Almindeligt bomuld 8/4 kan også sagtens bruges.

Jeg har fået testhæklet den af tre skønne kvinder fra Facebook gruppen Hækle, hækle, hækle og andre hæklerier. En stor tak til Lydia Lindskov Bech, Gabriella Siff Bauder og Marianne Topping. Sidst nævnte kender du måske også som "Tulle Momsemor", hun er indehaver af denne blog. Den er absolut et besøg værd, jeg følger selv trofast med!
Skulle du alligevel finde fejl eller er der noget du ikke kan få til at passe i opskriften, så skriv meget gerne til mig.

Opskriften kan du bruge som du lyster, men jeg bliver vældig glad hvis du linker her til bloggen, når du viser dine kreationer frem på de sociale medier!
Og så vil jeg også helt vildt gerne se hvad i kan få ud af opskriften.

Opskriften på blomsten er engelsk og du finder den her. (der er faktisk også link til en pdf-fil med den danske oversættelse)


Opskriften til bladene er også engelsk og den har jeg fundet her. Jeg har dog undladt stilken og forstørret to af bladene ved at modificere opskriften lidt, og den derved kommer til at se sådan ud:

Stort blad

Lav 9 luftmasker. 
I 4. maske fra nålen laves 8 dbstm. 
1 dbstm i næste m. 
1 stm i næste m. 
1 hstm i næste maske, 
1 fm i næste maske 
I sidste maske hækles 1 km, 1 lm, 1 km.
Herefter fortsættes der på modsatte side.
1 fm i næste m
1 hstm i næste m
1 stm i næste m
1 dbstm i næste m
8 dbstm i sidste m (samme maske hvor du startede)
Afslut med en km i første dbstm og luk af.

Lad evt. en god lang tråd sidde, den kan bruges til at sy bladet fast.

Opskriften på bøllehatten kommer her:

Bøllehat 

Svarer ca. til en str. 68 (42-44cm)

Hæklefasthed: 20 stm pr. 10 cm.

m = maske
fm = fastmaske
stm = stangmaske

VIGTIGT! Hver omgang startes med 2 lm hvor der hækles med stm og 1 lm i de omgange, der hækles med fm, disse tæller IKKE som første maske i omgangen.
Første m/stm i hver omgang hækles i samme maske som lm.
Hver omgang afsluttes med en km i første stm (altså ikke i den øverste af de luftmasker omgangen startes med!).

Saml 4 luftmasker til en ring ELLER lav en magisk ring.

1. omg: 2 lm, 12 stm i ringen (12)
2. omg: 2 lm, 2 stm i hver maske fra sidste omgang (24)
3. omg: 2 lm, *1 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (36)
4. omg: 2 lm, *2 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (48)
5. omg: 2 lm, *3 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (60)
6. omg: 2 lm, *4 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (72)
7. omg: 2 lm, *5 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (84)
8. - 17. omg: 2 lm, 1 stm i hver maske (84)
18. omg: 1 lm, 1 fm i hver m (84)
19. omg: 1 lm, 1 fm i hver m (hækles i bagerste maskeled) (84)
20. omg: 2 lm, *6 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (96)
21. omg: 2 lm, *7 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (108)
22. omg: 1 stm i hver m, øg med 4 stm jævnt fordelt. (112)
23. omg: 1 stm i hver m, øg med 4 stm jævnt fordelt. (116)

Afslut med en km og luk af.




Tak fordi du læser med!
- Christina.





tirsdag den 21. april 2015

Kørepose til klapvogn

Er i øjeblikket i fuld sving med at kreere et mønster, så jeg kan sy en sommerkørepose til klapvognen (aka babyjoggeren). Det har krævet et par hjerneceller, og det har været lidt af en udfordring at mønstre, efter snart et år på barsel! Men det er da lykkedes (altså at finde et par fuldt funktionelle hjerneceller) og mønsteret er stort set færdigt (tror jeg). Helt færdigt bliver det vist først når køreposen er syet.


Selve posen skal sys af et tyndt fleece-tæppe fra Jysk, sådan et billigt et af slagsen til den nette sum af 20kr. Foret i posen er en tynd bomulds-jersey fra Stof og Stil som jeg egentlig havde købt til at helt andet projekt, men det blev aldrig til noget.
Tanken er at posen skal bestå af et bagstykke der "monteres" på klapvognen, med huller til seler osv, og et forstykke som kan lynes af/på. Altså med en delbar lynlås i hver side, så forstykket kan fjernes helt.

I for lov at følge projektet hele vejen, og jeg vil forsøge at udarbejde en DIY, eller noget der ligner nuvel. Så kan man jo selv kaste sig ud i projektet hvis man skulle have den slags lyster!

Tak fordi du læser med!
- Christina.

søndag den 19. april 2015

tirsdag den 14. april 2015

Endnu en blog, virkelig???

- Tænker du måske. Har blogland virkelig brug for flere blogs? Måske ikke, men jeg vil nu gerne give mit besyv med alligevel!

Hvad er bloggens tema så?
Sådan helt overordnet kommer bloggen til at handle om diverse kreative sysler. Jeg hækler, syr og er lidt forelsket i tanken om selvforsyning. Det med selvforsyning bliver dog aldrig en realitet, ikke sådan rigtig for alvor i hvert fald. Jeg holder det i det små, så som dyrkning af grøntsager, bager eget brød, kærner smør osv. Jeg kommer aldrig til at holde slagtedyr, malkekøer eller lignende, men høns kunne være dejligt!

Hvad kan du som de andre ikke kan?
Det må stå hen i det uvisse, for det ved jeg egentlig ikke. Men jeg håber på at kunne inspirere lidt hist og pist med mine krea- og køkkensysler. Måske krydre tilværelsen med et lille smil?

Hvem er du så?
Mit navn er Christina, efternavnet er Reffs, deraf bloggens navn. Jeg er i skrivende stund 27 år, men en fødselsdag lurer lige rundt om hjørnet. Jeg er gift med Claus og sammen har vi to skønne unger, Frej på 3år og Esther der lige er blevet 8 måneder. Derudover har vi hunden Viki (aka husrotten) og katten Felix. Når jeg ikke barsler, arbejder jeg som sygeplejerske, hvilket min mand for øvrigt også ernærer sig ved.

Tak fordi du læser med!
 - Christina.